Alle patienter med hofteproteser med metal-metal-led får brev og indkaldes til kontrol
Alle patienter i Region Nordjylland med hofteproteser med såkaldt metal-metal-led får brev og bliver indkaldt til rutineundersøgelse. Men der er ikke rapporteret alvorlige bivirkninger ved de protesetyper, der er brugt på sygehusene i regionen.

Siden 2005 har omkring 240 nordjyske patienter fået indsat hofteproteser med ledskål. Disse proteser er ikke fra det firma, som var genstand for omtale i tv-programmet ”Kontant” på DR den 24. januar 2012.

Alle såkaldte metal-metal proteser afgiver slidprodukter. Men der er ikke i Region Nordjylland set tidlige problemer, og der har heller ikke været patienter med tegn på slid eller
andre alvorlige problemer med de metalproteser, der bruges på Region Nordjyllands sygehuse.

Som anbefalet af Dansk Ortopædisk Selskab følges disse patienter, som er opereret på Aalborg Sygehus’ afdelinger i Farsø, Frederikshavn og Thy-Mors, og der er taget initiativ til at indkalde til rutinekontrol.

Inden 10. februar vil alle patienter med ledskål af ren metal have modtaget et orienterende brev. En del af patienterne vil desuden modtage et spørgeskema, som de bedes udfylde. Alle patienter, som beskriver det mindste ubehag eller gener vil blive indkaldt til en lægeundersøgelse og eventuelt supplerende undersøgelser.

Yderligere informationer
- I Region Nordjylland er de ortopædkirurgiske afdelinger i Farsø og Thy-Mors samt Friklinik Frederikshavn, der indsætter hofteproteser.

- Metalhofteprotesen med navnet Magnum Cup fra firmaet Biomet er brugt i Farsø og Frederikshavn. 225 patienter har fået indsat denne protese.

- På Ortopædkirurgisk Afdeling Thy-Mors er brugt metalhofteprotesen Conserve fra firmaet Wright. Omkring 15 patienter har fået indsat denne protese.


Yderligere information